God aften
Det er blevet mandag d. 16 august 2021 , klokken er blevet 19.00, og der er igen blevet tid til Repeater nyt fra EDR Aalborg afdelingen OZ8JYL. (kommer jeg over ??)
Aftenens udsendelse sendes over OZ4REN, via OZ8JYL-A, og aftenens redaktør som er i studiet er OZ4SKK.
Velkommen.
På onsdag d. 18 august, er der igen åben Klubaften i vores klublokaler på Forchhammersvej 11. 9000 Aalborg, kl. 19.00, og der følger vi de gældende restriktioner angående covid-19, med afstand og Afspritning, og alle er velkommen til en snak om amatørradioer – grej, eller har du blot en god historie, er du velkommen til at komme og få en kop kaffe – en sodavand eller en pilsner, hen over bordet, hvor vi er samlet igen….
Ugen der er gået …
Der var i lørdags d. 14 august loppemarked i Silkeborg afdelingen , og jeg var selv dernede, sammen med min kone, Lars-Peter OZ2RMS, Bente OZ8BMJ, og Kai OZ1KAI, og der var masser af gode sager til salg i diverse trailere og boder, der var kaffe-kage, pølser og brød.
Vi var også inde og se klubbens radio rum, hvor vi gjorde store øjne allesammen, for der var drømme grej i deres Schack, bl.a. kørte de på en Icom “Dream station “ 7851 200 watts, med et originalt 1 kW PA-trin fra Icom, og der var opsat antenner til alt, lige fra HF – 2 meter – UHF – 1296 MHz og satellit mode. Så det kan man kalde “ Dream station “ som vi andre drømmer om at få ind i schacket. Jeg tjekkede for sjov skyld hvad en Icom 7851 koster. Kr. 89.500. Så det er drømme stationen. Vi kørte over Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj hjem igen til Aalborg, og da vi stod oppe i tårnet på Ejer Bavnehøj prøvede Lars-Peter Oz2rms på hans Baofeng håndstation med 5 watt, om han kunne åbne nogle repeatere rundt omkring, og Aalborg – Grenå – Randers bl.a. gik fint igennem. Og da vi stod oppe i tårnet på Ejer Bavnehøj og kiggede rundt, lå der en amatør radio station med store beam HF antenner, lige neden for foden af Bakken, det kan man kalde drømme QTH.
Ugen som kommer…..
Der er som sagt igen Klubaften på onsdag d. 18 august, kl.19.00.
Og lidt ud i fremtiden er der i weekenden 4-5 september fra kl.15.00 til kl.15.00, Fieldday i OZ8JYL, som vanlig vis afholdes på “ Bollegaarden” Bollegade 23, 9330 Dronninglund. Koordinat: 57´8.42N-10´14.94E JO57CD
Der startes så småt om formiddagen med at opsætte antenner og grej, plus der skal opsættes campingvogn og fortelt – generator osv. så ekstra hænder til hjælp med opsætning, plus nedtagning søndag eftermiddag efter at der er kørt den sidste QSO, ønskes.
I år er det muligt at benytte toilet hos OZ6ADL Thøgers forældre, som bor i huset lige overfor pladsen, forplejning aftales med FieldDay udvalget.
Tilmelding til hjælp skrives til fd-udvalget@oz8jyl.dk
Ifølge bestyrelsens møde d. 23 juni, håber de at kunne afholde følgende ting i 2021, selvfølgelig alt med forbehold for covid-19 situationen.
Licensprøve d. 18 september 2021 ( Hvis der bliver nok tilmeldte til at kunne afvikle det ). Generalforsamling d. 15 september (Hvis det er muligt i forbindelse med gældende covid-19 situation).
Efterårs auktion d. 2 oktober 2021 (Hvis dette bliver muligt, så er det med at få fundet ting frem fra gemmerne, og hvis du er ved at få ryddet op i dine ting allerede, så få lavet en bunke til auktionen, og en til elektronikskrot).
Indkomne mail
Der er ikke til aftenens udsendelse kommet noget i vores mailboks som er repred@oz8jyl.dk Men har du nogle ting som du ville have med i repeaternyt , så er deadline søndag aften inden kl. 18.00 Alt hvad der er indsendt , oplæses som det er indsendt , hvis andet ikke er aftalt på forhånd.
QST.
Her kan du bringe forespørgsler af tekniske art, eller bare viderebringe et godt råd.
Måske har dit sidste projekt været så stor en succes, at du gerne vil fortælle os andre om det. Det kan også være du mangler en eller anden stump, eller måske ligefrem en dims. Eller du har været har været ved og rydde op og har fået noget i overskud. Med overskud menes f. eks. Grej eller ting du har til salg. (Dog skal prisen aftales direkte mellem parterne og ikke over radioen).
Er der nogen der har noget til QST?
OZ3ENO Har en Hobby 460 l campingvogn til afhentning!
OZ1JEE onsdag d. 25/8-21 kommer landsformanden for EDR Danmark på besøg i klubbens lokaler Oz8jyl !
Indkald af stationer.
Inden jeg nu ville gå over til indkald af stationer, ville jeg informere om at næste repeater nyt kommer på mandag d. 23 august 2021 kl.19.00, hvor at det denne aften er Steffen OZ8Y, der er ved mikrofonen.
Jeg starter i aften med OZ 0.
Så vil OZ4SKK sige tak for god ro og orden og tak for lån af repeateren og huske alle på der nu har været nede i klubbens lokaler at lukke og slukke for alt elektronik efter brug, og få aflåst alle rum.
73
Repeateren er fri.
51 tjekkede ind