Hvad er en radioamatør ?
En radioamatør er en person som med ansvarlighed og åbenhed behersker trådløs radiokommunikation. Han/hun har med en skriftlig prøve bevist over for Telestyrelsen at man har en interesse for radiokommunikation og at man er ansvarsbevidst.
Hvad må en radioamatør ?
En radioamatør må sende og modtage radiokommunikation på bestemte frekvenser. Disse frekvenser er bestemt internationalt, og er ens over det meste af verden. Der findes en masse af disse frekvensbånd både på HF, VHF, UHF og SHF. Endvidere må man eksperimentere med hjemmebyggede radiosendere og Packet Radio netværk som er et gratis netværk hvor du kan hente og sende mail og filer, fra / til andre radioamatører over hele verden. Du må da også sende og modtage SSTV (Slow Scan TeleVision) fra hele verden.
Hvorfor blive radioamatør ?
Der er mange grunde til at blive radioamatør. Det kan være et ønske om at eksperimentere med sender kredsløb, eller at opnå kontakter med mennesker over hele verden. En anden side af vores hobby er den digitale kommunikation, hvormed det er muligt at overføre digital information over amatørbåndene, og via denne vej ligeledes skabe kontakter verden over.
Hvad kræves der for at blive radioamatør ?
Du behøver ikke at have et stort kendskab til elektronik for at deltage. Det eneste du skal have er lysten til at lære om elektronik, og her igennem opnå din licens. Du skal ikke lære elektronik på ingeniør-plan, men blot “til hus behov”, altså ikke noget med store og indviklede formler, vi arbejder med den mere praktiske side af elektronikken.
Hvordan bliver jeg radioamatør ?
Den letteste måde at blive radioamatør på, er at melde sig til kurset i EDR-Aalborg. Det er en nem og billig måde, vi underviser dig i det du behøver at vide. Vi gennemgår bogen: Vejen til Sendetilladelsen. Undervisningen foregår i EDR-Aalborgs lokaler.
Hvordan får jeg mere information ?
På landforeningens hjemmeside kan der også hentes information www.edr.dk
På qrx.dk ligger der kursus materiale, hvor der er mulighed for at lave selvstudie.
Du er altid velkommen i klubben på en onsdag, som er vores klubaften, her kan du få mere information. Endvidere henvises der til klubbens info folder, som du kan hente her.