Invitation til deltagelse i HF Fieldday

Invitation til deltagelse i HF Fieldday
Lørdag den 5 – 6 september 2015
Vært OZ8JYL EDR Aalborg, OZ0W/p

Kære alle contest interesserende

Da jeg synes, at sidste års FAQ angående fieldday ramte plet, har jeg tilladt mig at tilrette og genudsende denne ”smører” i håb om at vække interessen hos såvel erfaren som nye operatører.

FAQ – Frequently Asked Questions

Hvad er det for noget?
Contest – det engelske ord for konkurrence – her bliver deltagernes evner til hurtigt at gennemføre en kontakt sat på prøve, samtidig med at ens station og antennesystem sammen med kendskabet til udbredelsesforholdene afgør hvor mange kontakter du får samlet og skrevet i logbogen – den med flest vinder. Året rundt er der rigtig mange af disse konkurrencer – og alle har deres særpræg. F.eks. gælder det i nogle contests om at kontakte så mange som muligt i en bestemt lands eller verdensdel, opnå de længste distancer eller kontakt med så mange forskellige kaldesignaler som muligt. En contest “løber” i et bestemt tidsrum på et eller flere frekvensbånd og vinderne kåres når alle indsendte logbogsudskrift er kontrolleret og regnet sammen. I denne del af hobbyen findes flere store teams hvor man er gået sammen, og har opbygget stationer på helt professionelt plan – også her i Danmark er flere med i “kampen” på verdensplan.

Fieldday og portable radioaktiviter er den store mulighed for at eksperimentere med f.eks. kæmpestore antennesystemer der normalt ikke er plads til hjemme i baghaven, på altanen eller ved klubstationen. Det er også en god mulighed for at finde det helt rigtige sted for opnåelse af kontakter langt væk – på VHF / UHF gælder der om at komme så højt op med antennerne som muligt, og et lokalt højdedrag kan som regel gøre en stor forskel. Fieldday er en konkurrence, men der findes mange andre grunde til at opstille radiostationen langt væk fra de hjemlige installationer – f.eks. i forbindelse med FloraFauna aktiviter, som man kan se meget mere om på denne hjemmeside: www.ozff.dk

Desuden afholdes i forbindelse med PR aktiviteter omkring fyrtårne / fyrskibe den årlige “International Lighthouse / Lightship Weekend (ILLW) hvor amatørradio bruges til at skabe kontakt mellem de gamle navigationsenheder og samtidig skabe opmærksomhed om deres (tidligere funktion) og fortsatte bevarelse.
Kilde: http://www.amatorradio.dk
Hvornår er det nu det er?
HF Fieldday testen starter lørdag den 5. september 2015 kl. 1300 GMT og slutter søndag den 6. september 2015 kl. 1300 GMT.
Vi mødes i EDR Aalborg-afdelingen onsdag den 2. september 2015, for at pakke alt grej ned.
Lørdag den 5. september 2015 mødes vi på FD pladsen klokken 09:30, hvor der vil være kaffe, rundstykker og en skarp til halsen før arbejdet uddelegeres, så vi kan være klar kl. 1300 GMT.

Hvor afholdes det?
Gårdejer Thomas Møller ligger igen i år mark til vores operatørvogn, antenner og generator.
Adressen er Bollegade 26, 9330 Dronninglund
Og for de nørdet: Grid: JO57cd – Latitude 57.140229 – Longitude 10.248991
GPS Coordinates: 57° 8′ 24.8244” N, 10° 14′ 56.3676” E

Hvad koster det?
Det er gratis at deltage, klubben betaler.

Skal jeg selv have madpakke med?
EDR Aalborg står for morgenmad, frokost, kaffe og kage. Derudover skal jeg hilse fra køkkenet på Bollegade 29, og sige at den hårde kærne til aften- natholdet skal være velkommen til fieldday middag – as usual.

Er der muligheder for overnatning?
Ja, klubben har en sove-campingvogn, og derudover er der et stort maskinehus men husk liggeunderlag og sovepose.

Hvem deltager?
Det er her DU skal komme med svaret, men vi plejer og skal være mellem 10 – 20 personer. Der er opgaver til alle, vi skal bruge social samvær, praktiske hænder til teltopsætning, antenneopsætning, stationsopbygning samt opperatører til CW/DIGI/SSB. Er du helt grøn, hjælper og lytter vi erfaren operatører gerne med de først QSO’er du får i loggen, hvorefter du er flyvende. Som altid deltager vi med ægte sportsmands-ånd og stræber efter en god samlet placering, men netop årets HF Field Day er også et social arrangement, hvor kammeratskabet og samarbejdet med opsætning og bemanding af stationen prioriteres højt. Det er derfor en gylden mulighed for nye og nyere contestinteresserede for at komme i luften og opleve ”suset” ved at få en DX i log’en. Der er ingen krav om forudgående kendskab til contest, så kom og vær med til en hyggelig radio-weekend med masser af frisk luft, god forplejning og Ham-spirit.

Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg er interesseret, eller kender en der er?
Tovholder og log ansvarlig for EDR Aalborgs deltagelse i HF FD 2015 er OZ6ADL Nils Thøger Møller.
Tilmelding, som er nødvendig, foretages ved henvendelse til oz6adl@oz8jyl.dk eller tlf.: 20 628 774

Hvilken kategori stiller klubben op i, og med hvilken kaldesignal?
OZ0W/p – Kategori B. Maks 3 stationer af 100W, og enkelt elements antenner til 80, 40, 20, 15 og 10 meter.

Hvilken udstyr bruger vi?
Vi anvender EDR Aalborgs udstyr: Icom IC-756 PRO III (40 meter), Kenwood TS-2000 (80/15 meter),
Kenwood TS-850 (20/10 meter)
Dipol antenner til 80 og 40 meter, GP antenner til 40, 20, 15 og 10 meter.
Skal vi eksperimenterer med deltaloop antenner i år?
Elektronisk log bliver ført via FDLog2000 (http://www.hamradio.dk/oz1iva/fdlog)
OZ1IVA Lars plejer at opdaterer programmet i den 11 time, så mon ikke også han gør dette i år 🙂

Hvor finder jeg reglerne for konkurensen?
I Danmark er det Experimenterende Danske Radioamatører der afholder konkurrencen, og det er også på Deres hjemmeside du finder de komplette regler. Og ja, jeg ved godt, at det i skrivende stund er regelsættet for 2014, men EDR er åbenbart ikke kommet videre, og der er nok heller ikke de store ændringer dertil. http://www.edr.dk/EDR-05/?download=hf%20fd%202014.pdf

Var det ikke noget med 10 års FD jubilæum i år?
Det er korrekt, i år er det 10. gang vi afvikler HF fieldday fra QTH’en i Dronninglund. Hvad der lige kommer til at ske, kan jeg ikke løfte sløret for, men lidt spøg fra undertegnendes side bliver i nok ikke fri for.

På stationsudvalgets vegne
Fieldday koordinator OZ6ADL, Nils Thøger
email oz6adl@oz8jyl.dk mobiltelefon 20 628 7 74

EDR Aalborg, OZ8JYL
Forchhammersvej 11
9000 Aalborg
Tlf. 98 139 535
sekretaer@oz8jyl.dk

P.S. Jeg kommer i klubben onsdag den 5. august, for at lave status over klubbens FD udstyr.

Dette indlæg blev udgivet i Contest og tagget . Bogmærk permalinket.