Repeaternyt 03-12-2018

Godaften – det er mandag, den 3. december og klokken er 19.00 og dermed også udsendelse af repeaternyt fra EDR Aalborg Afdelingen, hvilket sker over OZ5REN via OZ8JYL/A.

Ved mikrofonen og som redaktør for denne udsendelse er det OZ1EOI. 

Perioden som er gået

– onsdag, den 28. novemberber kl. 19.00 var der klubaften. Denne aften holdt foredragsudvalget også for, og det var i form af en introduktion og en sightseeing i oz8jyl’s laboratorium, hvor vores gode samling af instrumenter, og hvad de blandt andet kan bruges til, blev gennemgået. Tak til instrument- og foredragsudvalget for indsatsen denne aften.

Ugen, som er i gang

– onsdag, den 5. december kl. 19.00 har vi klubaften. Aftenens kaffevært er, efter kalenderen OZ1KAI Kai.

Hvis vi ser lidt frem i tiden

– onsdag, den 12. december kl. 19.30 holder vi Julestue i afdelingen. Fra vores formand Bjarne OZ1JEE har redaktionen modtaget følgende:

Hej Alle

Vi er nu ved at være tæt på vores juleafslutning, som er sat til d. 12-12-2018 kl 19:30 og til sidste mand lukker og slukker. Der vil være æbleskiver, gløg, pakke bytte, lotteri og ikke mindst, auktion over de XYL hjemmelavede jule hygge dimser.

Pakke bytte, der skal du medbringe en pakke indeholdende, en IKKE elektronik lignende ting, så der er noget at bytte med. Til auktionen med XYL hjemmelavede jule hygge dimser, så er dette en opfordring til XYL,er om at komme i det kreative julehygge hjørne, som vil blive honareret af bestyrelsen.

Vi ser frem til et godt fremmøde i jule hyggens skær på den sidste officielle klubaften i 2018.

Så på gensyn og god jul.

Bestyrelsen

– onsdag, den 16. januar 2019 kl. 19.30 – klubaften og foredraget med titlen: Kenwood hybrids – når potensen bliver for lang.

Beskrivelse:

Hvis du også hører til dem, som synes at “Less is more”, ja så kan du overveje at komme en tur i afdelingen onsdag d. 16 januar kl. 19:30, hvor OZ1LFI holder foredrag om de gamle Kenwood Hybrids, som blev produceret i tidsrummet fra ca. 1973 til 1988. Disse radioer repræsenterer et unikt stykke radio-historie, både fordi de kendetegner epoken mellem vintageradioer og moderne computer-baserede radioer, men også fordi de blev produceret og solgt i meget store antal, således også i Danmark.

Vi vil i foredraget dykke lidt ned i de tekniske detaljer for modelerne i TS-500 og TS-800 serien, men vi vil også fokusere på historien bag disse legendariske radioer og de ingeniører, som stod bag udviklingen. OZ1LFI vil fortælle om, hvordan og hvorfor han blev bidt af Kenwood Hybrid bacillen, og måske du vil gå hjem fra foredraget overbevist om, at du også må eje et eksemplar af disse historiske radioer, som her 45 år efter deres introduktion endnu høres “on air”, og som faktisk stadig kan erhverves for relativt beskedne penge.

Så velkommen til en hyggelig old-timer aften hvor vi vil bekræfte hinanden i, at Kenwood Hydrids er svaret, når radiopotensen bliver for lang.

Tak til foredragsudvalget for god info til redaktionen.

Lidt af hvert, løst og fast

Nyt i biblioteket

– December nummeret af RadCom er modtaget, og af indholdet  henviser jeg gerne til:

.Fremstilling af J-pole antenna på 30 minutter. En J-pole antenna er mest kendt som en J-antenna, opfundet i 1909 af Hans Beggerow til brug i Zeppelin luftskibene. Antennen består af et enkelt element, en halv bølge lang radiator med en kvart bølge fødelinie (tuning stub). En solid antenne, ser det ud til, idet den er fremstillet i kobberrør.

.En lille let konstruktion, som udgør en multi mode diode tester. Så ligger du inde med en større beholdning af dioder som du ikke har helt fod på, var det måske en ide til efterfølgelse.

Disse artikler og meget mere kan du læse nærmere om i det nævnte eksemplar.

– Biblioteket, kan meddele at vi altid er åbne for forslag til indkøb af relevant litteratur i forhold til vor hobby. Send blot en meddelelse til repred@oz8jyl.dk med hvad du har i kikkerten, så vil biblioteksudvalget kigge herpå.

QST

Herunder tager vi gerne mod forespørgsler af både teknisk art, eller i relation til vores forening. Du kan fortælle om projekter du har gang i, det kunne jo være at andre var i gang med noget lignende eller måske blev inspireret heraf og som altid, jo mere input, ideer osv. jo bedre projekt. Du kan jo også have færdiggjort en konstruktion hvis resultat du gerne vil dele med os andre.

Men QST kan også bruges hvis du mangler en eller anden dims, eller måske har noget i overskud og med overskud menes f.eks. grej du har til salg (dog husk at prisen aftales parterne mellem og ikke over radioen).

Nogen som har indlæg til QST? – så lytter vi

– oz5hp Henning – medbringer et lille projekt onsdag, den 12. december, hvilket drejer sig om QSL kort til henholdsvis oz1lcw, oz4cp, oz4dx, oz5hp, oz0vlt.

Afslutning

Det var så hvad redaktøren af repeaternyt har fundet frem til denne mandag aften. Har du noget du gerne vi bidrage med og dermed være medbestemmende i forhold til hvilket stof, som vores Repeaternyt udsendelse skal indeholde, så send en e-mail til repred@oz8jyl.dk, det være sig spørgsmål, kommentarer eller forslag, så sørger redaktionen for den videre behandling. Husk på vores deadline for info til repeaternyt, som er søndag inden kl. 18.00.

Godaften

Antal stationer ved indcheckning: 38

Dette indlæg blev udgivet i Repeaternyt. Bogmærk permalinket.