Love og vedtægter
§ 1. Navn
stk. 1. Kortbølgeamatører og andre interesserede medlemmer af EDR stiftede den 20 august 1939 en lokal afdeling af landsforeningen Experimenterende Danske Radioamatører.
Afdelingens navn er Experimenterende Danske Radioamatører, Aalborg afdeling.
stk. 2. Afdelingen har hjemsted i Aalborg, men optager også medlemmer, der bor udenfor dette område.
§ 2. Formål
stk. 1. Afdelingen har til formål at samle alle de i området boende amatørinteresserede.
stk. 2. I vinterhalvåret arrangeres morsekursus og tekniske kurser i den udstrækning der er tilslutning hertil.
Endvidere afholdes foredrag, filmforevisning og selskabelige sammenkomster.
I sommerhalvåret arrangeres rævejagter efter de til enhver tid gældende specialregler.
stk. 3. I videst mulig udstrækning plejes samarbejdet med landsforeningen og andre afdelinger af EDR, ligesom afdelingen, når lejlighed byder sig, ikke skal undlade at gøre sit navn og virke kendt over for offentligheden.
§ 3. Medlemsskab
stk. 1. Som medlem af EDR Aalborg afdeling kan optages enhver amatørinteresseret.
stk. 2. Når særlige grunde taler herfor, kan bestyrelsen nægte ansøgeren optagelse i afdelingen, ligesom bestyrelsen i særlige tilfælde kan ekskludere et medlem af afdelingen.
stk. 3. Bestyrelsens afgørelser i sådanne sager skal forelægges til godkendelse på den nærmest følgende generalforsamling. Den pågældende har ret til personligt at fremlægge sine synspunkter i sagen, inden generalforsamlingen træffer sin afgørelse. Afgørelsen kan ikke indankes for domstolene.
stk. 4. Såfremt bestyrelsen har nægtet en ansøger optagelse eller ekskluderet et medlem, har vedkommende ikke stemmeret eller valgbarhed i noget afdelingsanliggende, medens denne tilstand vedvarer.
stk. 5. Indmeldelse i afdelingen sker ved at aflevere et indmeldelseskort til kassereren, som derefter tilsender et girokort samt et eksemplar af afdelingens vedtægter.
stk. 6. Udnævnelse til æresmedlem af afdelingen skal ske i henhold til EDR’s nåleregulativ.
Indstilling af et medlem til æresmedlem skal ske skriftligt til afdelingens bestyrelse, herefter træffer bestyrelsen afgørelse om medlemmet skal indstilles.
Følger bestyrelsen indstillingen, skal bestyrelsen rette henvendelse til EDR’s hovedbestyrelse.
Følger bestyrelsen ikke indstillingen, kan bestyrelsens afgørelse ankes til den efterfølgende generalforsamling.
Siddende bestyrelsesmedlemmer kan ikke udnævnes til æresmedlemmer.
stk. 7. Afdelingens medlemskartotek, som føres af kassereren, revideres 8 dage før generalforsamlingen.
§ 4. Bestyrelsen
stk. 1. Afdelingen ledes af en 5 mands bestyrelse, der består af: Formand, Kasserer, Sekretær samt 2 bestyrelsesmedlemmer.
stk. 2. Valg af bestyrelse finder sted på den ordinære generalforsamling.
stk. 3. Valgperioden for alle medlemmer af bestyrelsen er 2 år.
stk. 4. Valgbar som Formand, Kasserer og Sekretær er alle medlemmer med mindst 2 år uafbrudt medlemsskab før valgperiodens begyndelse. For de 2 bestyrelsesmedlemmer kræves 1 års uafbrudt medlemsskab før valgperiodens begyndelse.
stk. 5. Hvis et af bestyrelsesmedlemmerne udgår af bestyrelsen indkaldes suppleanten, og bestyrelsen konstituerer sig selv ved førstkommende ordinære bestyrelsesmøde.
Hvis bestyrelsen ønsker det, kan suppleanten opfordres til at deltage i bestyrelsens arbejde.
Suppleanten har da taleret på alle bestyrelsesmøder, men ikke stemmeret.
stk. 6. Ved førstkommende generalforsamling skal der ske nyvalg til de bestyrelsesposter, som er blevet ændret.
§ 5. Generalforsamling
stk. 1. Generalforsamlingen er afdelingens øverste myndighed.
stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned, således at den rettidig kan indvarsles gennem januar - nummeret af “OZ”. Endvidere skal indkaldelse udsendes skriftlig til medlemmerne, således at den er medlemmerne i hænde senest 14 dage før.
stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
stk. 4. Generalforsamlingen skal mindst have følgende dagsorden:
Valg af dirigent
Formandens beretning
Fremlæggelse af regnskab
Fremlæggelse af budget
indkomne forslag
Valg lige år:
Formand
Sekretær
Bestyrelsesmedlem 1
Suppleant
Revisor
Valg ulige år:
Kasserer
Bestyrelsesmedlem 2
Hver år:
Suppleant
Revisor suppleant
Fremtidig virksomhed og nedsættelse af eventuelle udvalg
Eventuelt
stk. 5. Alle medlemmer i medlemskartoteket, jvf. § 3. stk. 7. har stemmeret.
stk. 6. Alle vedtagelser sker ved almindelig stemmeflertal.
Undtagelser herfra er lovændringer, hvortil der kræves 3/4 af de afgivne gyldige stemmer.
stk. 7. Valg af bestyrelsen foregår ved skriftlig afstemning.
Andre vedtagelser kan ske ved håndsoprækning, med mindre et af medlemmerne begærer skriftlig afstemning.
stk. 8. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
stk. 9. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog kan hvert medlem kun medbringe en fuldmagt.
§ 6. Ekstraordinær Generalforsamling
stk. 1. Ekstraordinær Generalforsamling kan indkaldes af:
Formanden
2 bestyrelsesmedlemmer
1/4 af medlemmerne
stk. 2. Indkaldelse med dagsorden udsendes skriftlig til medlemmerne senest 14 dage før. Indkaldelsen udsendes af formanden senest 8 dage efter, at den ekstraordinære generalforsamling er begæret.
stk. 3. Forslag, der i henhold til dagsordenen ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.
stk. 4. Valg og afstemning sker jvf. § 5. stk. 5. - 9.
§ 7. Kontingent
stk. 1. Til bestridelse af afdelingens udgifter i forbindelse med opfyldelsen af dens formål, samt til opretholdelse af dens lokaler, opkræves et årligt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.
stk. 2. Kontingent gælder fra 1. januar til 31 december.
stk. 3. Kontingent opkræves en gang årligt pr. girokort, der udsendes af kassereren senest den 15 februar. Sidste rettidige indbetaling af kontingent er den 15 marts.
stk. 4. Kontingent kan kun indbetales pr. girokort gennem postvæsenet.
stk. 5. Der gives rabat for personer af samme husstand. Når flere medlemmer, hvoraf en betaler fuld kontingent, hører til samme husstand, kan de øvrige opnå medlemsskab for halv kontingent.
stk. 6. Bestyrelsen og æresmedlemmer er kontingentfri.
Deltager suppleanten i bestyrelsens arbejde er vedkommende kontingentfri.
stk. 7. Interesserede, der deltager i afdelingens undervisning, skal betale kontingent i de perioder, undervisningen foregår.
stk. 8. Ved indmeldelse i afdelingen betales indmeldelsesgebyr, som fastsættes sammen med kontingentet af generalforsamlingen.
stk. 9. Dispensation fra kontingent kan gives af bestyrelsen til økonomisk særligt vanskeligt stillede medlemmer.
§ 8. Kontingentrestance
stk. 1. Er kontingentet ikke betalt senest 30 dage efter sidste indbetalingsdato, udsender kassereren en rykkerskrivelse.
Indbetales kontingentet ikke inden 14 dage efter skrivelsens udsendelse, slettes vedkommende af medlemskartoteket. Ved fornyet indmeldelse betales indmeldelsesgebyr.
§ 9. Regnskab
stk. 1. Kassereren er ansvarlig for, at der føres et klart og overskueligt regnskab, som skal være ajourført til hvert ordinære bestyrelsesmøde.
stk. 2. Årsregnskabet skal omfatte et driftsregnskab for det afsluttede regnskabsår, en status pr. afslutningen og et budget for det efterfølgende regnskabsår.
stk. 3. Regnskabsåret går fra 1 januar til 31 december.
Regnskabet kan udsendes urevideret, sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, men foreligger revideret ved generalforsamlingen.
§ 10. Bestyrelsens arbejde
stk. 1. Bestyrelsen skal arbejde for medlemmernes aktive deltagelse i alle afdelingens arrangementer, herunder også valg af hovedbestyrelse og repræsentantskab eller urafstemninger vedrørende landsforeningens forhold.
stk. 2. Bestyrelsen varetager den daglige drift af afdelingen og dens lokaler.
stk. 3. Bestyrelsen holder mindst 10 ordinære møder årligt.
Dagsorden iflg. forretningsordenen, som fastsættes af bestyrelsen på det første møde efter generalforsamlingen.
stk. 4. Bestyrelsen skal holde afdelingens inventar behørigt forsikret.
§ 11. Afdelingens opløsning
stk. 1. Såfremt 3/4 af afdelingens medlemmer stemmer derfor, kan afdelingen opløses. Dette skal ske på en ekstraordinær generalforsamling, med dette som eneste punkt på dagsordenen.
stk. 2. Alle værdier og al ejendom skal overdrages til landsforeningen for en evt. senere oprettelse af en afdeling i Aalborg
§ 12. Overgangsbestemmelser
stk. 1. Bestyrelsen skal sørge for godkendelse af de reviderede love og vedtægter hos HB, herefter træder disse i kraft.
Bestyrelsen sørger for, at alle medlemmer får et eksemplar af de nye vedtægter tilsendt ved førstkommende lejlighed efter godkendelse.
Disse love og vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 15 september 1976, samt revideret med ændringer, som er vedtaget på generalforsamlingerne:
September 1980
September 1981
September 1986
September 1993
Aalborg den 11 september 1993
OZ1FYM Bjarne Andersen
Formand
OZ1JXH Kai Laursen
Kasserer
OZ2AFY Alex Henriksen
Revisor
OZ5HP Henning Pedersen
Sekretær
OZ1JXP Peter Richardt
Bestyrelsesmedlem
OZ2CP Carsten Petersen
Bestyrelsesmedlem
